Den konstante sult
Du har lige spist. Og alligevel er du sulten igen et øjeblik efter. Rigtig sulten. Hvis du nikker genkendende, så bare rolig: Det er ikke unormalt. Tværtimod. Kroppen er bare i fuld gang med noget ret krævende.
Læs med, når vi ser på, hvorfor man kan være SÅ sulten, når man er gravid – og hvad du kan gøre.

Kroppen arbejder på højtryk
Når du er gravid, bruger kroppen mere energi end normalt. Hormonerne er på overarbejde, og din krop er i gang med at bygge et lille menneske. Og det kræver altså ekstra energi. Så når maven rumler i tide og utide, er det altså et signal om, at kroppen har brug for lidt mere. Og nej, du skal ikke spise for to, men undervejs i din graviditet, øges energibehovet gradvist, så du har faktisk brug for at få lidt mere inden bords.
Hurtig energi vs. lang mæthed
Måske oplever du også, at du godt kan blive mæt hurtigt – men at det ikke holder særlig længe. Det handler ofte om sammensætningen af det, du spiser. Kroppen elsker kulhydrater, men hvis de står alene, kan energien ryge hurtigt igen. Protein, fedt og fibre er derimod dem, der giver dig den der rare, stabile mæthed, som ikke forsvinder igen, før du har set dig om. Så forsøg om du kan tilføje lidt ekstra fedt, protein og fibre til dine måltider og mellemmåltider, det kan hjælpe på det der store hul i maven, der kan være så irriterende, når man er gravid.
Snacks! Husk snacks!
Og så vil vi lige slå et slag for snacks. Og ikke (kun) de søde af slagsen. For måske kan det være svært at få større måltider ned, når graviditetskvalme, madlede eller hurtig mæthedsfølelse rammer, og det er helt ok. Forsøg at spise mindre måltider/snacks flere gange i løbet af dagen. Det kan fx være knækbrød med ost eller avocado, nødder eller en banan. Alt, hvad du kan få ned, tæller!
