JEG KOM, JEG SÅ – OG SÅ GLEMTE JEG, HVAD DET VAR, JEG SKULLE

Bare rolig, selv den bedste bliver ramt af ammehjerne. Om det er opmuntrende eller ej, vil vi lade være op til dig, men i al fald kan vi trøste dig med, at du ikke er alene, hvis du oplever, at du simpelthen har sværere ved at koncentrere dig og huske, end inden du fik barn. Til gengæld ved du sikkert markant mere om at skifte ble og aflæse de forskellige slags gråd, der signalerer sult, våd ble og træthed.Og du har nok også lært en masse nye følelser at kende, lige fra helt vild kærlighed til dyb bekymring og inderlig frustration, når baby bare ikke vil sove eller bliver ved med at græde. Den gode nyhed er, at det går over igen. Indtil da får du her et par gode råd til, hvordan du overlever ammehjerne.

1. SKIFT PERSPEKTIV

I stedet for at tænke på ammehjernen som noget negativt, så prøv at nyde den. Det er nemlig ammehjernen, der hjælper dig med at sænke tempoet, så du kan skabe en lille tryg boble til dig og baby, hvor I lærer hinanden at kende, og du langsomt hjælper baby med at udforske verden omkring jer, når I begge er klar. Hvis dit hoved var fortsat i samme tempo som inden baby kom til verden, så ville du blive endnu mere frustreret over, hvor lang tid alting tager med en lille baby på armen, end du sikkert allerede gør.

2. TAG EN PAUSE

Sommetider har man bare brug for at mærke, at man stadig er sig selv derinde under de trætte øjne og mælkepletterne på tøjet. For det er du! Men det er måske svært at mærke, når det hele tiden er babys behov, der kommer først. Så bed nogen om at gå en tur med baby, når det er tid til en lur, og så tag et bad, læs en god bog eller gå på café med en veninde. Noget som du godt kunne lide at lave, inden baby kom. Så vil du mærke, at du stadig er den samme inde bag alt det nye. Og på den måde vil du have endnu mere lyst til at være sammen med baby, når I så ses igen.

3. GÅ UD MED BABY

Sommetider bliver ammehjernen ekstra slem, når man har gået rundt i den samme trummerum derhjemme alt for længe. Det kan være et hyr at komme ud ad døren med en lille på armen, men sommetider er det det hele værd. Tag i babybio med barnevognen og en veninde, eller gå ud at spise med din partner på et tidspunkt, hvor I ved, at baby vil sove middagslur.

4. VÆR TÅLMODIG – BÅDE MED DIG SELV OG MED TIDEN

På et tidspunkt er ammehjernen væk, og så vil du tænke tilbage på tiden, da baby var lille, som noget helt særligt. Indtil da må du væbne dig med tålmodighed overfor både dig selv og baby. Det bedste, du kan gøre, er at acceptere, at tempoet bare er sat helt i bund for en tid. Det skal nok blive skruet op igen en dag, men lige nu kan du prøve at nyde, at der ikke er noget særligt, du skal nå, og at du heller ikke kommer til at nå noget som helst, for sådan er livet med en baby – og indtil man selv har prøvet det, kan man ikke forstå, at man kan udrette så lidt på en hel dag. Sæt dig midt i rodet, og kig på din dejlige baby.

Hvis du trænger til at blive kvikket op, så tag baby med på tur fx til svømmehallen. Du kan købe svømmebleerne her.