Ansvarsfraskrivelse: Indholdet i denne artikel er ment som vejledning og bør ikke erstatte professionel medicinsk rådgivning. Vi anbefaler altid, at du søger råd hos en kvalificeret sundhedsperson, hvis du har spørgsmål om dit eller dit barns helbred og/eller behandling.
Udfordringer med amning
Først og fremmest: Du er ikke alene, hvis du synes, amning virker som noget, der kræver en hel uddannelse i både tålmodighed og teknik. Mange oplever, at det ikke bare “kører” fra dag ét. Det er helt normalt, at nogle nyfødte (eller dets forældre) lige skal have lidt hjælp til at komme godt i gang med amningen. Her er et lille overblik, som måske kan hjælpe jer på vej.
Når det er svært at få godt fat – kan det være tungebåndet
Der kan være mange grunde til, at det driller – og et af de mere skjulte, men mulige problemer, er et stramt tungebånd. Et stramt tungebånd kan nemlig gøre det svært for barnet at bevæge tungen frit, og det kan påvirke både sutteteknikken og barnets evne til at få godt fat og få mælken ud. Men bare rolig – i mange tilfælde kan det løses med lidt støtte og vejledning. Ofte hjælper det med god, kvalificeret ammevejledning, hvor I sammen finder en løsning, der fungerer for både mor og barn (kilde: Region Nordjylland).
Hvis amningen bliver ved med at være svær – og I har prøvet lidt af hvert – kan et stramt tungebånd være værd at undersøge nærmere. Det er ikke altid nemt at opdage, og hvor mange børn det egentlig gælder, varierer i undersøgelserne. Forskellen skyldes blandt andet, at der ikke er en helt fast definition af, hvad et stramt tungebånd er – og ikke alle tilfælde giver problemer (kilde: Region Nordjylland). Kontakt da gerne en sundhedsfaglig person, som kan hjælpe jer på rette vej.
Manglende suttelyst
Nogle nyfødte kaster sig nærmest over brystet med det samme – andre skal lige lande lidt. Det er helt normalt, at nogle babyer er lidt mere trætte og stille i starten. Fødslen er en stor oplevelse, og baby får hurtigt masser af nye indtryk at forholde sig til. Nogle børn har måske også slugt lidt fostervand under fødslen, og det kan gøre dem lidt småkvalme det første døgns tid. Det betyder, at nogle babyer ikke viser den store interesse for brystet lige med det samme – og det er okay. De skal nok komme efter det (kilde: Regionshospitalet Randers).
For at give baby en blid og tryg start, kan I prøve med hud mod hud-kontakt. Læs mere om hud mod hud-kontakt her. Lad barnet ligge tæt på mors bare hud – det hjælper både med nærhed, varme og kan vække babys nysgerrighed for brystet (kilde: Regionshospitalet Randers). I kan også prøve suttebrikken. Læs mere om sutteteknik og suttebrik her.
Hvis det ikke giver pote, er det helt fint at malke ud. Det vigtigste er, at barnet får lidt i maven – og at amningen får en god og rolig start i det tempo, der passer jer (kilde: Regionshospitalet Randers). Læs mere om udmalkning og metoder her.
Hvis du har fået sår eller revner
Av! Amning skal ikke gøre ondt – men det kan ske, især i starten, hvor både du og baby stadig øver jer. Hvis du har fået sår eller revner på brystvorterne, er der heldigvis flere ting, du kan gøre for at lindre og hjælpe med at hele:
Hold god håndhygiejne – vask og sprit hænderne ofte, især omkring amningerne.
Vask brysterne med lunkent vand og mild, uparfumeret sæbe to gange om dagen.
Efter amning kan du smøre lidt af din egen mælk på brystvorterne – det lyder måske lidt alternativt, men modermælk er faktisk ret magisk. Den har både lindrende og helende egenskaber.
Du kan også bruge en lanolinsalve fra apoteket, hvis du har brug for lidt ekstra hjælp til helingen.
Og vigtigst af alt: Få tjekket babys sutteteknik. Sår og revner skyldes ofte, at barnet ikke får ordentligt fat. Din sundhedsplejerske – eller personalet på hospitalet, hvis du stadig er indlagt – kan hjælpe med at justere teknikken, så det hele føles bedre for jer begge to (kilde: Regionshospitalet Randers).
Det kan godt være lidt sejt i starten – men du er ikke alene, og der er hjælp at hente. Hæng i – det bliver bedre!
Brystbetændelse
Brystbetændelse er aldrig sjovt, men det kan heldigvis behandles. Det er bare vigtigt at få det taget i opløbet, så du hurtigt kan få det bedre og fortsætte med amningen. Her er nogle tips til, hvordan du kan få det bedste ud af situationen.
Symptomer på brystbetændelse
Brystbetændelse kan føles som en dårlig omgang influenza, og du vil typisk opleve:
Kulderystelser
Følelse af at være udmattet og træt
Hovedpine
Følelsen af at have influenzalignende symptomer
Feber på over 38,5 grader
Rødme på brystet
Ømhed og smerte i brystet, som måske starter som små knuder eller generelt ubehag i brystvævet
Det rammer ofte kun det ene bryst, men det er muligt at få det i begge (kilde: Regionshospitalet Randers).
Kan du nikke genkendende til de listede symptomer, er det en god idé at kontakte din læge eller vagtlægen, så du kan få den rette behandling.