Træthed og søvn under graviditeten

Hvis du føler dig ualmindeligt træt, falder i søvn på sofaen kl. 19 og alligevel ligger vågen kl. 3 om natten og skal tisse for fjerde gang – så bare rolig: Du er ikke alene. Træthed og afbrudt søvn er helt almindeligt under graviditeten. Tænk på, hvilket kæmpe projekt din krop brygger på. Kroppen arbejder på højtryk og gennemgår store forandringer, hormonerne forandrer sig, og maven (som bliver større og større) kræver sin plads – også om natten. Så det er ikke så underligt, hvis det tager lidt på energien.

Er du træt under graviditeten? Den gode nyhed er, at det er helt normalt 

Der er mange grunde til, at du kan blive lidt udfordret på søvnkontoen, når du er gravid. For ikke alene bliver man som gravid mere træt pga. hormoner og det store arbejde, kroppen laver. Der er også ting, der kan holde dig vågen. Du skal tisse (igen!), det kan være svært at finde en god sovestilling, når maven pludselig fylder, maven kan føles tung, musklerne ømme og tankerne kører rundt.

Sænk farten, og gør plads til de små hvil

Selvom det kan være irriterende og ubelejligt, at du pludselig bliver så træt, kan du prøve at se det som en anledning til at sænke farten lidt. Der sker så meget – både fysisk og mentalt – under en graviditet, så forsøg at læne dig ind i det og giv dig selv lov til at hvile, når kroppen beder om det. Og så husk en pude under maven, når maven begynder at fylde. Det gør en kæmpe forskel for din søvn!