Sjove påskemasker

Har du gamle paptallerkener liggende, er det nemt at lave sjove påskemasker sammen med børnene. Det er en hyggelig aktivitet, hvor børnene kan slippe fantasien løs og designe deres egne påskefigurer – måske en kanin, kylling eller noget helt tredje. Resultatet er sjove masker, som er perfekte til leg og udklædning i påsken – og helt sikkert også resten af året.

Det skal du bruge:

  • Paptallerkener

  • Saks

  • Karton

  • Maling i forskellige farver

  • Pensler

  • Tuscher eller farveblyanter

  • Lim

  • Træpinde/-spyd

  • Evt. pynt som fjer, pomponer eller klistermærker

Fremgangsmåde:

  • Klip paptallerkenen over i to lige store dele.

  • Klip huller til øjnene i den ene halvdel.

  • Mal masken i de ønskede farver, og lad den tørre.

  • Tegn ansigt på masken – fx øjne, næse, mund eller detaljer som knurhår og ører.

  • Pynt eventuelt med fjer, pomponer eller andre dekorative elementer.

  • Lim en træpind fast på bagsiden, så masken kan holdes op foran ansigtet.