Julestjerner af kaffefiltre
Skab fine og lette julestjerner af helt almindelige kaffefiltre. Det er en nem og hyggelig juleaktivitet, hvor selv små hænder kan være med. Stjernerne bliver smukke i vinduet, på juletræet eller som pynt i en gren.
Det skal du bruge:
Kaffefiltre
Saks
Limstift
Snor til ophæng
Fremgangsmåde:
Start med at lægge de seks kaffefiltre oven på hinanden og lim dem sammen på midten, så de danner en samlet “vifte”.
Når de er limet sammen, klipper I bunden af alle filtrene, så de får en lige kant.
Klip små trekanter eller mønster langs den buede kant – det er udskæringerne, der giver stjernen sit fine udtryk.
Smør lim på den ene af de yderste flader, fold kaffefilterpakken ud som en stjerne, og fastgør den ved at lime den forreste og bagerste side sammen.
Lav et lille hul i toppen, og træk en snor igennem til ophæng.
Tip! Lav flere stjerner i forskellige størrelser og hæng dem sammen som en lille “sky” i vinduet – det giver den fineste, lette julestemning.