HJEMMELAVET SNE
OBS: Denne leg egner sig ikke til de allermindste børn, som kan finde på at putte "sneen" i munden.
HVAD SKAL VI BRUGE?
En bøtte, bakke, skål, balje eller lignende.
Hårbalsam eller lotion.
Kartoffelmel, alternativt natron.
Legetøjsdyr, legomænd, køretøjer el.lign.
HVAD SKAL VI GØRE?
Lav jeres egen hjemmelavede sne. Bland ca. 1 kg kartoffelmel med 1,5 dl hårbalsam eller lotion. Start med at hælde kartoffelmel op i en beholder og prøv jer lidt frem med hårbalsam/lotion. Det er vigtigt, at der ikke kommer for meget balsam/lotion i. Bland de to ingredienser sammen med fingrene.
Giv det gerne et par timer i køleskabet eller en times tid i fryseren, inden I taget det ud for at lege med det. Så bliver det koldere og lidt mere som ægte sne.
Nu er I klar til at slippe fantasien løs. Kan legomænd lave sneengle? Kan I bygge en iglo/hule af sneen? Måske en gravko skal hjælpe med at skovle sne væk fra vejen, så bilerne kan køre forbi? Det kan også være, at der bor en isbjørn nede i sneen?
Kun fantasien sætter grænser, når I leger rundt i jeres egen hjemmelavede sne.
VI STIMULERER ISÆR:
Følesansen
Finmotorikken