TAG BØRNENE MED I KØKKENET
Når du tager dit barn med i køkkenet, kan I få en hyggelig stund sammen samtidig med, at dit barn lærer om råvarer. Det kan modvirke kræsenhed, for barnet ved jo, hvad der er i retten, når barnet selv har skyllet spinaten til pandekagerne. Spinatpandekager er lette at lave – og så er de ofte en sikker vinder hos børnene. De er nemlig grønne!Her kan du læse et par råd til børn i køkkenet.
1. SØRG FOR HYGGEN
Husk, at det vigtigste er, at I hygger jer. Lyt til god musik, og sørg for at have overskud, når I går i gang. Inviter ikke barnet med i køkkenet på de dage, hvor I begge er trætte og bare vil have mad hurtigt.
2. LAD BARNET VÆRE MED TIL AT BESTEMME
Når barnet får lov at afgøre, hvor tykke agurkeskiverne skal skæres, eller er den, der drysser salt i retten, så styrker det barnets selvværd.
3. SMAG PÅ MADEN
Lad barnet smage på råvarerne undervejs og spørg det til råds, når I smager retten til inden servering. Barnet vil elske at blive spurgt og føle, at dets mening er betydningsfuld.
4. LAD BARNET GÅ TIL OG FRA
Måske vil barnet gerne skylle kartoflerne, og så ikke andet. Lad det være nok den dag. Når barnet har en god oplevelse, vender barnet selv tilbage en anden dag.
5. SÆNK AMBITIONERNE
Når barnet er med i køkkenet, er det ikke resultatet, der tæller, men oplevelsen I har sammen undervejs. Så husk, at det er helt okay, hvis maden ikke ser lige så smuk ud, som den plejer, når bare den er lavet med den største kærlighed.
OPSKRIFT PÅ SPINATPANDEKAGER MED FYLD
SPINATPANDEKAGER TIL 4 PERS.
DET SKAL DU BRUGE:
100 gram spinat
150 gram hvedemel
3 æg
3 dl mælk
Et nip salt
Sort peber og evt. lidt reven muskatnød
Smør eller olie til stegning
SÅDAN GØR DU:
Skyl spinaten, hvis den er frisk. Hvis du bruger frossen spinat, skal du sørge for, at den er helt optøet. Det gøres hurtigt i en mikroovn. Derefter skal du ’vride’ spinaten, til den er så tør som muligt - ellers bliver pandekagedejen for flydende.
Hak spinaten fint, eller kom den i en blender med ca. halvdelen af mælken. Hvis du bruger en blender, kan du tilsætte de øvrige ingredienser og blende, til dejen er ensartet. Alternativt, pisk æg i en skål, tilsæt mel, hakket spinat og mælk samt krydderier, og rør, til dejen er ensartet.
Steg pandekagerne på en pande ved middelvarme.
OKSEKØDSFYLD TIL 4 PERS.
SÅDAN GØR DU:
Server pandekagerne med fyld af hakket oksekød, der er stegt gyldenbrunt i olie med et fintsnittet løg, 2 fed hakket hvidløg, en revet gulerod og en spiseske tomatpuré samt et drys timian. Eller lav et lækkert vegetarisk fyld.
VEGETARISK FYLD TIL 4 PERS.
DET SKAL DU BRUGE:
2 fed hvidløg
250 gram svampe
1 revet courgette/squash
2,5 dl fløde
1 spsk. soja
Salt og peber
Citronsaft
SÅDAN GØR DU:
Hak hvidløget fint. Rens svampene, og skær dem i skiver eller kvarte.
Rist hvidløget i olie på en middelvarm pande i et minut eller to, tilsæt svampe, og skru op for varmen.
Steg svampene ca. 5 minutter, mens du holder øje med, at de ikke branker.
Skru ned til middelvarme og tilsæt revet courgette. Lad det stege yderligere 5 minutter.
Tilsæt fløde, og lad fyldet simre 5-10 minutter.
Smag til med soja, salt og peber samt citronsaft, og server sammen med spinatpandekagerne.