SÅDAN NYDER DU BEDST TIDEN, INDEN BABY KOMMER
Nu er der ikke længe til, du skal møde din baby, som ligger derinde i maven og er ved at være klar til at komme ud til dig. Men husk også at bruge ventetiden på alle de ting, der bare bliver lidt mere bøvlede, når baby kommer. Læs med her, hvis du mangler tips til tiden inden baby.
1. HÆNG UD MED DINE VENINDER OG VENNER
I kan tale uden at blive afbrudt af en lille, der pludselig vågner. Det kan godt være, at det ikke føles sådan nu, hvor du er højgravid, men det er altså lettere at komme ud ad døren, så længe baby stadig er inde i maven, end når der først er én, der skal have mad og skiftes og puttes i overtøjet, inden I kan komme afsted.
2. SOV LÆNGE!
Der kommer til at gå et stykke tid, før du får mulighed for det igen.
3. SMID DIG PÅ SOFAEN, OG SE FJERNSYN
Om lidt vil der være én, der pludselig vågner og skal skiftes midt i din yndlingsserie. Så nyd uforstyrret tv-tid, mens du har den.
4. PAS PÅ DIG SELV OG DIN KROP
Når du gør det, passer du også godt på baby. Hvis du kan holde til det, kan du eventuelt dyrke gravidyoga, hvor du får bevæget dig på en rolig måde, som holder kroppen i gang uden at belaste den. Ellers gå en tur med din partner eller dine veninder.
5. GØR HJEMMET KLAR
Hvis der er ting, du gerne vil have ordnet i hjemmet, så gør det nu, for når baby er kommet, vil du ikke have lyst til at bruge den sparsomme tid, du har for dig selv, på at rydde op eller ordne. Sæt puslebordet op, og få samlet sengen – eller få nogen til at gøre det for dig.
6. ØV DIG I VEJRTRÆKNING ELLER AFSLAPNINGSTEKNIKKER
Du har måske gået til fødselsforberedelse, men det kan være en god idé at blive ved at øve dig i vejrtrækningen eller afslapningsteknikker, så du har dem helt inde under huden, når fødslen begynder.
7. LÆS BØGER OG MAGASINER
Læs de bøger og magasiner, du gerne vil have læst, for i den kommende tid får du ikke megen læsero.
8. VASK AL BABYTØJET, OG LÆG DET KLAR VED PUSLEBORDET
Det er både dejligt at have det klart og hyggeligt at gå og forberede sig.
9. HVIS DU KAN LIDE AT NØRKLE ELLER VÆRE KREATIV, SÅ ER DET NU
Du vil ikke få meget tid til at finde papirfolderiet eller malergrejet frem lige foreløbigt. Det kan også være, at du bare har lyst til at indrette pladsen over puslebordet eller området omkring babys seng. At indrette små områder til baby eller et sted, hvor du kan sidde godt, når du ammer eller giver flaske, er en dejlig måde at forberede både sig selv og hjemmet på det nye liv, der venter.
10. BABYMOON
Tag på en tur med din partner, hvis du har – uanset om det er en tur i sommerhus eller lidt længere væk, så er det dejligt med noget alenetid (evt. som par), inden den lille familie skabes.