Ansvarsfraskrivelse: Indholdet i denne artikel er ment som vejledning og bør ikke erstatte professionel medicinsk rådgivning. Vi anbefaler altid, at du søger råd hos en kvalificeret sundhedsperson, hvis du har spørgsmål om dit eller dit barns helbred og/eller behandling.

Opbevaring af modermælk

Det er super smart at have lidt modermælk på lager. Måske vil du gerne kunne tage et langt bad i fred, sove en lur, eller lade din partner tage en hyggestund med flaske og baby. Når der er lidt på frys eller i køleskabet, giver det bare en anden ro – og lidt mere frihed i hverdagen. Det kan også være en hjælp, hvis du skal ud af huset uden baby (ja, det sker faktisk!), eller hvis amningen driller, og I lige har brug for en backup plan. Så er det rart med et mælkelager til at gøre det lidt nemmere. Læs med her, og bliv klogere på, hvordan du kan opbevare modermælken.

Opbevaring i køleskab:

  • Frisk udmalket mælk skal direkte ind bagerst i køleskabet – der er det nemlig koldest.

  • Frisk mælk kan holde sig i op til 72 timer i køleskabet (max 5 °C).

  • Skal den gemmes til senere, så skal den i fryseren.

  • Hvis du vil blande mælk fra flere udmalkninger, skal mælken først være helt afkølet (kilde: Hvidovre Hospital).

Opbevaring i fryser:

  • Frossen mælk holder sig i op til 6 måneder ved -18 °C.

  • Når du skal bruge den, kan du tø den op i køleskabet natten over.

  • Har du travlt, kan du tø mælken op under den varme hane – bare pas på, at temperaturen ikke overstiger 60 °C, da nogle af de gode næringsstoffer ikke tåler for meget varme (kilde: Hvidovre Hospital).

Når mælken er optøet:

  • Brug den inden for 24 timer, hvis den er tøet op i køleskab.

  • Hvis den er tøet op hurtigt, skal den bruges med det samme.

  • Mælken må ikke fryses igen.

  • Og hvis du har varmet den op, skal den bruges inden for en time (kilde: Hvidovre Hospital).