Far er også den bedste i verden
”Mor er den bedste i verden” – men hvad med far eller dig, der er medforælder? Selvom du måske ikke er den, der bærer, føder og ammer jeres lille nyfødte barn, betyder det ikke, at du er mindre vigtig i barnets verden. I løbet af graviditeten og babys første uger kan man som far eller medmor let komme til at føle sig sat lidt på sidelinjen, når det kommer til baby – især hvis baby ammes. For lad os være helt ærlige: Der går virkelig meget tid med amning, især i de allerførste dage og uger. Men du er lige så meget forælder, som mor er det – og lige så ny i rollen.
Støt barnets mor i den første tid – og stå klar med varme kram
Tag dig af de praktiske ting, hent det tunge babyudstyr, I skal bruge, og undersøg alt fra autostole til børneforsikringer, mens I venter på, at baby kommer. Når baby er ude, er det tid til at støtte og aflaste – sørg for, at moren til dit barn får noget at spise, vær klar med drikkedunken, hver gang der skal ammes (for ja, hun bliver TØRSTIG) – og stå så klar med bløde arme, så snart baby skal have skiftet ble, trøstes, nusses eller have en lur på fars/medmors bryst. For selvom man hurtigt kan komme til at føle sig som praktisk gris under graviditeten og i de allerførste uger, må du ikke glemme, at fars/medmoders arme er lige så gode at lande i som mors.
Tal om jeres forventninger
Hvad er dine forventninger til forældreskabet, og hvad forventer du af din partner? Hvilken type forældre vil I gerne være, hvor meget barsel skal I hver især have, og hvordan vil I fordele opgaverne i hjemmet? Det er spørgsmål, som er gode at tale om, inden baby kommer. Gør det fx til en hyggelig date-aktivitet, mens I spændt venter på babys ankomst, og brug nogle timer på at forventningsafstemme. Det betyder ikke, at fordelingen eller forventningerne ikke pludselig kan se anderledes ud, når baby lander i jeres arme, men når I allerede har taget hul på samtalen, er det lettere at tage den op igen. Du kan læse mere om følelser og forventninger til forældrerollen lige her.