Popcornbuffet
En popcornbuffet er en sjov og uformel tilføjelse til barnedåben eller navngivningsfesten. Popcornene dufter skønt, smager dejligt, og så ser det festligt ud. Stil skåle, små kræmmerhuse eller bægre frem med forskellige smagsvarianter, og lad gæsterne finde deres favorit.
Her får du tre nemme varianter:
Popcorn med saltkaramel
Søde og sprøde med et strejf af salt.
Det skal du bruge:
1 portion popcorn
150 g sukker
50 g smør
1,5 dl. piskefløde
1 tsk. flagesalt
Sådan gør du:
Smelt sukkeret i en gryde ved middel varme, til det bliver gyldent.
Tilsæt smør, og rør forsigtigt.
Hæld fløden i lidt ad gangen (massen bobler op).
Rør til en glat karamel, og tilsæt flagesalt.
Vend popcornene i karamellen, og fordel dem på bagepapir.
Lad dem køle helt af, før de brækkes fra hinanden.
Popcorn med smør og citron
En frisk og let salt variant.
Det skal du bruge:
1 portion popcorn
50 g smør
Fintrevet skal af ½ økologisk citron
1 tsk. flagesalt
Sådan gør du:
Smelt smørret.
Tilsæt citronskal og salt.
Vend popcornene i blandingen, og ryst godt med låg på.
Lad dem køle helt af, før de fordeles i skåle.
Popcorn med smør og peanutbutter
En cremet og let salt-sød kombination.
Det skal du bruge:
1 portion popcorn
30 g smør
2 spsk. peanutbutter
½ tsk. flagesalt
Sådan gør du:
Smelt smørret ved lav varme.
Rør peanutbutter i, til det er ensartet.
Vend popcornene i blandingen, og ryst godt med låg på.
Lad dem køle helt af, før de fordeles i skåle.