BARNETS UDVIKLING FRA TO-TRE ÅR OG RÅD TIL AT KOMME GODT IGENNEM PERIODEN FREM TIL BØRNEHAVESTART

1. TA' IMOD HJÆLP

Husk at tage imod hjælp, særligt i pressede perioder. Uanset om det drejer sig om travlhed eller andet, gennemlever vi alle pressede perioder i vores liv, og her kan hjælp være guld værd. Bed familie og venner om hjælp, og tal med dit barns institution, hvis det drejer sig om en længere periode, så de ved, at I går igennem en presset periode. Så kan de bedre støtte barnet. Og benyt dig af genveje, hvor det er muligt. Sørg fx altid for at have et par frostretter i fryseren, så I kan få et varmt og lækkert måltid – også på de dage, hvor der ikke er overskud til at stå i køkkenet.

2. VÆN BARNET TIL GÅ UDEN BLE

Det er meget individuelt, hvornår et barn er parat til at smide bleen, men i løbet af det kommende år begynder de fleste børn at interessere sig for, hvad det er, man bruger et toilet til. Du kan støtte barnet ved at lade den lille gå rundt uden ble af og til. Gerne udenfor om sommeren, så det vænner sig til fornemmelsen, når det tisser. Med tiden vil barnet begynde at fortælle dig, når dit barn tisser eller laver stort. Og på et tidspunkt vil barnet kunne sige til, allerede inden det sker, så I kan nå på toilettet.

3. ØV JER PÅ AT DELE

Dit barn vil i løbet af det næste år blive mere opmærksomt på, hvad der er ’dit’, og hvad der er ’mit’, og det vil helt sikkert lede til nogle konflikter med andre børn eller søskende. Naturligvis skal barnet lære at dele, og det vil den lille også komme til, men aftal med dit barn, hvilke par stykker legetøj det ikke behøver at dele. Og læg dem så væk, inden der kommer andre børn på besøg. På den måde ved dit barn, at det er okay at have noget, der er ’mit’, og på den måde vil det med tiden lettere acceptere, at andre har noget, der er ’deres’, og også bedre kunne deles om resten. Men det tager tid at lære, så vær tålmodig. Bliv ikke vred, men opfordr dit barn til at dele, ligesom det gerne vil have, at andre deler sine ting.

4. DEL ET KRAM MED DIT BARN

Det er heldigvis ikke kun skænderier, der vil vise sig i denne periode. Det bliver også mere naturligt for barnet at vise omsorg, og måske vil den lille selv begynde at give jævnaldrende børn et kram af og til eller blive bekymret, hvis et andet barn eller en voksen er ked af det.

5. TAL OM HVORDAN I HAR DET

I det hele taget er følelserne et område, der virkelig vil blive opdaget i det kommende år. Det er dog stadig nyt for barnet at være opmærksom på sine egne følelser, så det vil endnu ikke kunne udtrykke dem særlig effektivt. Det vil sikkert lede til nogle hysteriske anfald, skrigeture og noget smiden-sig-på-gulvet – særligt når barnet er træt, overstimuleret eller sulten. Du kan måske hjælpe dit barn ved at sætte ord på dets følelser, så det med tiden selv kan udtrykke dem med ord i stedet for med handling. Desuden kan du flytte barnet fra situationen, fx ved at give det noget at spise, hjælpe med at berolige det osv.