RUTINER SOM GØR DET NEMMERE AT PUTTE DIT BARN

Børn er forskellige, og det samme er forældre. Det er vigtigt, at jeres aftenrutine ikke bliver en stressfaktor, eller noget I føler, at I bør gøre. Måske kan I lide at spise tidlig aftensmad, og at det derfor passer perfekt med et bad efter maden. Men det kan også være, at I kommer sent hjem fra arbejde. Så passer det måske bedre for jeres familie at lade de lange bade vente til weekenden og i stedet give barnet nattøj på inden aftensmad og lade det sidde lidt i sofaen med en lydbog, mens I gør maden klar. Det vigtigste er, at rutinen passer til jeres familie.Her kommer et par forslag til rutiner.

1. GODNATSANG

Det er helt ligegyldigt, om du synger godt eller dårligt. Hvis du kan lide at synge, så er en godnatsang en dejlig måde at sige farvel til dagen og skabe en hyggelig stund med dit barn, der kan hjælpe det med at falde til ro.

2. GIV DIT BARN ET BAD

Varmt vand hjælper kroppen med at falde til ro og får nervesystemet til at slappe af, så barnet bedre kan give slip på alle dagens oplevelser.

3. BØRNEMASSAGE

Børnemassage er en blid form for massage, hvor du trykker eller aer barnet over kroppen. Du kan gøre det uden på nattøjet, eller inden barnet får nattøj på, evt. når barnet får creme på efter et aften-bad. Nogle børn kan bedst lide berøring direkte på huden, og for andre føles det rarere at blive rørt uden på et tyndt sæt tøj, fx nattøj. Du må prøve dig frem for at finde det, der fungerer bedst for dit barn. Nogle børn kan lide faste tryk, og andre foretrækker blide strøg. Nogle børn er meget kildne, og andre kan ikke lide at blive rørt på bestemte områder af kroppen. En god måde at starte på er ved fødderne og så langsomt arbejde sig op langs kroppen og slutte ved ansigtet.

4. LÆS EN BOG

Sæt jer sammen i sofaen eller sengen, og kig i en bog sammen. Barnet kan måske ikke holde koncentrationen længe nok til at få læst lange og komplicerede historier endnu, men vil garanteret nyde at sidde tæt sammen med dig og kigge i en pegebog. På den måde styrker du barnets sprogudvikling, og barnet vil mærke, at I har en fælles oplevelse. Det styrker båndet imellem jer, og får barnet til at slappe af.

5. TE ELLER VARM MÆLK

Varme drikke kan hjælpe kroppen med at slappe af. Hvis barnet kan lide te, kan du lave en kop tynd urtete (uden koffein) eller varme en kop mælk i mikroovnen eller i en kasserolle.

HER KAN DU SE REMA 1000S UDVALG AF TE

6. MUSIK ELLER LYDBOG

Sæt en lydbog eller roligt musik på, når du har sagt godnat til barnet og går ud ad rummet. På den måde vil barnet opleve et trygt og roligt lydunivers, som kan hjælpe den lille til at falde i søvn.

7. BLIV I NÆRHEDEN

Hvis barnet har svært ved at falde til ro alene, så prøv at gå ud af værelset. Men bliv i nærheden, og ordn vasketøj, eller ryd op, så barnet kan høre, at du er tæt på og måske kan se dig gå forbi døren af og til. På den måde lærer barnet at falde til ro, uden at du er i rummet.

8. PRØV DIG FREM – OG BLIV VED

Når I har fundet frem til en rutine, der fungerer for jer, så sørg for at gentage den ofte – gerne hver aften, eller i hvert fald flere gange om ugen, så barnet forbinder jeres rutine med sengetid.