LEGE, SOM BÅDE DU OG DIT BARN KAN LIDE – MASSER AF GODE TIPS

Vil du gerne lege med dit barn, men er du træt af at ligge på gulvet og trille bolde frem og tilbage? Find inspiration i vores liste med lege og aktiviteter nedenfor, som både du og dit barn vil kunne lide.

1. TAG PÅ TUR, OG SE PÅ DYR

Tag i zoologisk have, besøg en bondegård, gå ud i haven eller den nærmeste park, eller gå på opdagelse efter småkryb i græsset og fugle i buskadset. De fleste børn er fascineret af dyr, og som voksen er det dejligt at betragte børnenes begejstring.

2. GEMMELEG

Dit barn vil elske at gemme sig for dig og iagttage, hvor svært det er for dig at finde ham eller hende. Barnet føler sig som verdens snedigste, når du går rundt i hjemmet og spørger dig selv, hvor dit barn mon kan være. Når det er din tur til at gemme dig, skal du bare huske at komme frem, hvis barnet bliver ked af det over ikke at kunne finde dig. Nogle børn føler sig forladt, hvis de ikke kan se den forælder, de troede, var lige i nærheden.

3. BESØG DEN LOKALE SVØMMEHAL

Børn elsker vand. De kan lide at pjaske i håndvasken og bade, og de fleste kan også rigtig godt lide svømmehaller. Bare husk at tage noget at spise med til bagefter – og lad måske barnet få en lur. Børn bruger meget energi, når de leger i vandet.

4. SIMPELT BILLEDLOTTERI

Billedlotteri er et af de første spil, dit barn kan være med til. Udvælg ganske få brikker til at starte med, og vær evt. på samme hold, så det mere er en fælles udforskning af motiverne på brikkerne, end det er en konkurrence. Og husk masser af begejstring! Barnet vil kunne lide aktiviteten, når du jubler og smiler, hver gang I finder et par billeder, der matcher. Og hvis koncentrationen svigter, kan I altid tale om motiverne sammen. Uanset hvor længe I kan holde spillet i gang, vil det være med til at styrke dit barns koncentration, når I sammen leder efter motiver, der passer sammen.

5. TEGN SAMMEN

Find tusser og en stak papir frem, og tegn sammen eller hver for sig. Du kan få dit barn til at finde på ting, som du skal tegne, hvis den lille ikke selv har lyst til at tegne. Sædvanligvis vil barnet snart begynde at farvelægge eller tilføje ting til den tegning, du har lavet. At tegne styrker både barnets koncentration og finmotorik, og samtidig får I lejlighed til at øve sproget.

6. SLÅ KOLBØTTER I SENGEN

Når I trænger til at bevæge jer, men ikke har tid til den helt store udflugt, er en gang kolbøtter i sengen nok til at brænde lidt krudt af og få de glade smil frem. Afslut med et stort kram.

7. GÅ EN TUR

Frisk luft og fælles opdagelser er skønne. Selv hvis I bare går en tur rundt om huset, vil I garanteret opdage noget nyt, som I ikke har lagt mærke til før. Måske bare en sky, der ligner en fisk, en myre på havegangen, naboens hund eller en blomst, der vokser mellem fortovsfliserne. Når du sætter tempoet ned, og barnet får lov at bestemme, vil I helt sikkert finde masser af ting at undersøge og tale om.