GUIDE TIL PUTTE-RUTINER OG AFSKEDSRITUALER

En rutine, der hjælper dit barn gennem overgange som fx putning, er en (kort) serie af aktiviteter, I gentager hver dag. Det kan fx være, at I siger ’godnat, vi ses igen i morgen’ til hinanden hver aften, når barnet skal puttes. Husk, at det er dig, der bestemmer, hvor lang tid rutinen skal vare og hvilke elementer den skal indeholde. Men lad fx barnet vælge, hvilken bog I skal læse eller hvilket sæt nattøj, dit barn skal have på. Jeres rutine skal indeholde elementer, der passer til jer begge og også jeres hverdag, så I må prøve jer frem til en start, men her er en liste til inspiration.

AFTEN-RUTINE

  1. Start rutinen samme tid hver aften.

  2. Hold det kort! Børn vil gerne forlænge kontakten med deres forældre, og derfor er det vigtigt, at rutinens længde ikke varierer. Beslut, hvilke elementer rutinen skal indeholde, og hold jer til dem. Hvis rutinen bliver for lang, vil barnet med al sandsynlighed have sværere ved at slippe dig.

  3. Udvælg de elementer, der passer til jer og jeres hverdag, og så hold jer til dem. Rutinen vil udvikle sig i takt med barnets alder, men på daglig basis skal det være så genkendeligt og ens som muligt.

HVAD KAN AFTEN-RUTINEN INDEHOLDE

  • Varmt bad og efterfølgende indsmøring i creme

  • På med nattøj

  • Børste tænder

  • Børnemassage med blide tryk langs kroppen

  • Et godt kram

  • Højtlæsning

  • Godnatsang

  • Kys, gerne på samme måde hver aften. Måske et kys på foden og et på panden.

  • Sig godnat, smil og se barnet i øjnene, så den lille mærker, at du er helt rolig ved at efterlade barnet i værelset.

Når du siger godnat, så gå ud af værelset, lad evt. lidt lys være tændt og lad døren stå på klem. Bevæg dig gerne rundt i nærheden af barnets værelse. Ryd fx lidt op, så barnet kan høre, at du er i nærheden. Hvis dit barn kalder på dig, siger du godnat ude fra gangen, hvor du står og lægger vasketøj sammen eller fra sofaen, hvor du ser fjernsyn. På den måde ved barnet, at du stadig er i nærheden, og at du stadig mener, at det er tid til at sove.Det kan være svært at bevare tålmodigheden, når man selv er ved at være træt, men det giver ofte bonus at investere tid og energi i at få en god putte-rutine op at køre, så alle i familien kan bruge aftenen på at slappe af, i stedet for endeløse putninger, der først ender, når alle er faldet i søvn af ren og skær udmattelse.