STØT DIT BARN I AT OVERVINDE TYPISKE UDFORDRINGER OMKRING TOÅRSALDEREN
Omkring barnets to års fødselsdag er barnets bevidsthed så udviklet, at den lille kan forestille sig ting, der endnu ikke er sket, og som den lille ikke kan se. Det betyder, at barnet kan blive bange for mørke, fordi det pludselig kan forestille sig alle mulige uhyggelige ting, som barnet ikke kan se i mørket. Men det betyder også, at den lille kan have svært ved at dele, fordi det kræver, at den lille giver noget bort uden at vide om og hvornår det får det igen.
Læs med nedenfor og få råd til, hvordan du støtter barnet i disse udfordringer.
RÅD OM AT VÆRE MØRKERÆD
1. ANERKEND FRYGTEN
Mange af os kan som det første komme til at afvise barnets frygt, for som voksne ved vi jo, at der ikke gemmer sig noget farligt på børneværelset. Men det er vigtigt for barnet at føle sig set og hørt – uanset om der faktisk er løver under sengen eller ej, så er barnet altså bange.
2. LAD LIDT LYS VÆRE TÆNDT
Når barnet kan ane konturerne af møbler og andet i rummet, kan den lille bedre genkende rummet, som det ser ud med lys, og denne genkendelighed er beroligende.
3. GIV BARNET EN BAMSE, YNDLINGSBILEN ELLER EN NUSSEKLUD
Ikke alle børn vil lade sig trøste af en bamse, men mange vil føle sig bedre tilpas, hvis de har en af deres yndlingsting med i seng. Når barnet har en god og velkendt ven hos sig, føler den lille sig ikke så alene.
4. KIG UNDER SENGEN OG I SKABET SAMMEN
Hvis barnet har en konkret frygt og fx er bange for, at der er noget under sengen, så tænd lyset, og kig derned sammen. Så ved barnet, at det bare er togbanen og bøgerne, der ligger dernede, og hverken løver eller andet uhyggeligt.
5. GÅ UD AF VÆRELSET, MEN BLIV I NÆRHEDEN
Når du har anerkendt barnets frygt, og fortalt, at det er helt forståeligt, at det kan blive bange for mørket, er det vigtigt, at du viser, at du altså er fuldkommen tryg ved at efterlade barnet derinde. Så gå ud ad rummet, lad døren stå på klem, lad lidt lys være tændt, og bliv så i nærheden af rummet og foretag dig noget, så barnet kan høre, at du er lige i nærheden. Du kan gå rundt og rydde lidt op, lægge tøj sammen eller måske bare taste på din computer, så barnet kan høre dig.
RÅD OM AT DELE
1. FORBERED BARNET
Tal med barnet, inden I får gæster på besøg. Forklar, at der kommer én, som barnet skal dele sit legetøj med, men at gæsten ikke tager legetøjet med hjem.
2. LAD BARNET BEHOLDE SINE YNDLINGSTING FOR SIG SELV
Måske har dit barn en yndlingsbil eller en sovebamse, som det bare slet ikke har lyst til, at en anden skal røre ved og lege med. Lad barnet vælge en håndfuld ting, hvis det vil, som I lægger væk, mens I har besøg.
3. STÅ FAST
Hvis der opstår konflikt, når dit barn skal dele, så må du træde ind og mægle. Du skal ikke forhandle med dit barn, men anerkende barnets følelse. Det er helt okay, at det har svært ved at dele. Men barnet skal dele, og det vil få tingen igen, når gæsten er gået, eller det andet barn er færdig med at lege med den.
4. SKIFT FOKUS
Hvis det går helt i hårdknude, så fjern det stykke legetøj, som konflikten handler om, og hjælp børnene i gang med en anden leg. Eller skift fokus og server æblebåde. Forsøg så at få gang i både leg og at dele igen bagefter.
RÅD OM ROS OG OPMÆRKSOMHED
1. GIV OPMÆRKSOMHED I STEDET FOR ROS
På den måde lærer barnet, at der er masser af opmærksom at få, og at barnet ikke behøver at være dygtig eller gøre det helt rigtige for at få din opmærksomhed. Ros er en dejlig ting, men hvis vi vænner os til altid enten at få ros eller skældud, så vil vi gøre hvad som helst for at undgå skældud.
2. FORTÆL, HVILKEN FØLELSE BARNET GIVER DIG
Hvis barnet fx viser dig sin tegning, så tal om de dejlige farver eller den skønne følelse, det giver dig at se barnets tegning, i stedet for at sige: ’Hvor er den flot, sikke dygtig du er.’ På den måde vil barnet vide, at du er interesseret i barnet og de ting, det skaber, i stedet for at føle, at din interesse fokuserer på, om barnet kan leve op til forventninger, du har.