SÅDAN STØTTER DU BEDST DIT BARNS SPROGUDVIKLING

Dit barn spørger måske allerede i et væk: ’hvad er det?’ Og ellers begynder det måske snart. På den måde lærer barnet nemlig sproget at kende, og disse gentagelser er gode, når man skal lære noget nyt.Her får du tips til, hvordan du kan hjælpe dit barns sprogudvikling på vej.

1. GENTAGELSER

Læs de samme pegebøger igen og igen, til barnet selv kan ordene for alle ting på billederne. Når barnet spørger, ’hvad er det’ om en ting, du ved, at barnet godt kan ordet for, så er det fordi, barnet gerne vil høre dig sige ordet.

2. UDTAL HELE ORDET LANGSOMT OG OVERTYDELIGT

På den måde kan barnet høre ordets opbygning. Naturligvis forstår det ikke stavelser, stumme bogstaver og lignende endnu, men barnet får en fornemmelse for de forskellige del-lyde, som et ord består af. Særligt dansk er et sprog, hvor vi ofte snupper endelser af og taler hurtigt.

3. SÆT TEMPOET NED

Tal langsomt, så barnet kan nå at få det hele med. Naturligvis skal du ikke hele tiden tale overdrevet tydeligt, men når du er opmærksom på, at barnet forsøger at afkode de ord, du bruger – fx når I læser godnathistorie, eller når du beder barnet om at hente eller række dig noget – så tal lidt langsommere, end du ellers ville gøre.

4. BRUG MUNDEN

Og overdriv gerne dine mundbevægelser. Du har måske allerede lagt mærke til, at dit barn kigger meget opmærksomt på dit ansigt, når I taler sammen. Det gør barnet både for at aflæse, hvad du føler og dermed mener med de ord, du siger. Men også for at se, hvordan du bevæger din mund, når du siger de forskellige ord. Når du overdriver mundbevægelserne en lille smule, kan det gøre det lettere for barnet at afkode sproget.

5. SMIL

Når du viser glæde og engagement, føler barnet sig tryg, og det mærker, at I kommunikerer med hinanden – også hvis det endnu ikke forstår alle de ord, du siger. Når du smiler, vil det have mere lyst til at gøre sig umage for at forstå og huske de ord, du bruger.

6. LYT

Når du lytter opmærksomt til dit barn – også hvis det er fuldkommen volapyk, der kommer ud af munden på det – vil barnet føle sig vigtig og have lyst til at tale og gøre sig forståelig for dig. For det er rart for barnet at blive lyttet til og mærke, at det er betydningsfuldt for dig, hvad det siger.

7. LÆS RIM OG REMSER, OG SYNG

Både sang, rim og remser er en leg med lyden af ord, som gør barnet opmærksom på lyde i sproget, og desuden mærker barnet, at man kan lege med sproget og prøve sig frem.

8. GIV BARNET OPGAVER

Bed barnet hente mælken eller gå ud i entréen med sine sko. På den måde bliver det tydeligt for barnet, hvad sprog kan. Børn elsker at hjælpe til og gøre dig glad. Og der er ingen bedre præmie for et lille barn end dig, der smiler og giver et stort kram, når barnet har forstået, hvad du sagde, og hentet mælken.

LÆS MERE OM SPROGUDVIKLING HOS SUNDHEDSSTYRELSEN HER