GØR OPRYDNING OG RENGØRING TIL EN LEG

Oprydning er af og til en nødvendighed - uanset om vi kan lide det eller ej, og med små børn i huset er der flere mennesker til at rode og dermed mere rod, der skal ryddes op. Men små børn rydder sjældent op af sig selv. Det kan de dog komme til, hvis I gør oprydningen til en leg.

Du kan starte med at give barnet små pligter. Fortæl barnet, at i jeres familie hjælper I hinanden, og ligesom du laver mad til hele familien og ikke kun vasker dit eget tøj, så skal barnet også hjælpe med at holde orden.

Det kan være, at dit barn får ansvaret for sofapuderne og skal sørge for, at de står pænt i sofaen. Eller du kan give barnet små løbende opgaver, som at samle alle klodserne i kassen og alle bamserne i kurven. Eller du kan inddrage dit barn i renføringen og gøre det hele til en leg.

INDDRAG DIT BARN I RENGØRINGEN

Når der skal gøres rent, kan I fx lege at I er dykkere, der skal gøre det store akvarie rent på Den Blå Planet eller Nordsø Oceanariet. Hvis ikke I får gjort ordentligt rent, så kan hajerne ikke se ud, og så bliver de så triste. Derfor må I skrubbe alger af alle overflader.

Hvis det bliver for meget vandplaskeri at lade dit barn vaske gulv i stuen, så lad barnet skrubbe fliserne på badeværelse, så det i det mindste er underholdt og føler sig ansvarlig for at hjælpe med til at holde hjemmet rent, mens du hurtigt får klaret den nødvendige rengøring.

Men inden I kan gøre rent, må I rydde op, og her får du tips til at motivere dit barn til at rydde op.

1. GØR OPRYDNINGEN TIL EN PLIGT

Ved at have pligter, lærer børn at tage ansvar og tænke på andre. Pligter hjælper også børn med at opbygge et sundt selvværd, fordi de mærker, at de har noget at bidrage med og kan gøre en forskel.

2. HUSK AT ROSE

Vi bliver alle sammen motiveret af anerkendelse, og det gælder også børn. Husk derfor at rose, når barnet gør det godt og udviser selvstændighed.

3. GIV EN BELØNNING

Det kan være en hjælp, at der venter noget rart på den anden side af oprydningen. Det kan være en film, noget at spise eller at I gør noget sammen, som barnet godt kan lide, fx spiller et spil eller læser en bog.

4. LAV EN UDFORDRING

Lav et væddemål med barnet om, hvem af jer, der først bliver færdig med sin oprydning. Kan du nå at tømme opvaskemaskinen inden barnet har samlet sine biler i kassen?

5. GØR OPRYDNINGEN TIL RUTINE

Ting vi er vant til at gøre, er lettere for os, end de ting, vi kun gør sjældent. Hvis dit barn er vant til, at hjemme hos jer rydder man op i fem minutter efter aftensmaden HVER dag, så vil det efter lidt tid forhåbentlig ikke føre til særlig mange diskussioner, for det er bare sådan, det er.