DU ER EN GOD FORÆLDER!
Når man får en baby, er der en ting, der garanteret følger med, og her tænker vi hverken på søvnløse nætter eller pludselig optagethed af indholdet af bleer – men på dårlig samvittighed. Hvis ikke du har kendt den før, så har du nok allerede på nuværende tidspunkt efter du er blevet mor stiftet bekendtskab med den. Det er helt almindeligt at have det sådan. Du vil jo bare gøre dit bedste.
Her får du et par råd til, hvordan du bedst slipper den dårlige samvittighed.
1. SOM REGEL ER DÅRLIG SAMVITTIGHED NOGET, DU SKAL BESLUTTE DIG FOR IKKE AT HAVE
Det er ikke så let, som det lyder, men det er den eneste vej til at slippe af med den. Sæt dig ned og mærk efter, hvad der er vigtigst for dig i forhold til din baby, og så sorter resten fra. Hvis det er svært at mærke, så gå og tænk lidt over det, tal med din partner, eller prøv at skrive om det i en notesbog. Stil simpelthen dig selv et spørgsmål: Kære mig, hvordan vil du gerne være sammen med dit barn?
Hvis du ikke har prøvet det før, føles det måske lidt tosset, men bare prøv igen dagen efter og dagen efter igen. På et eller andet tidspunkt vil der sikkert komme en helt umiddelbar reaktion fra dig. Måske du pludselig tænker: det er vigtigt for mig, at vi synger sammen. Det kan være, at det er et dejligt minde, du har fra din egen barndom, eller måske det er noget, I aldrig gjorde hjemme hos jer, men som du savnede. Du behøver ikke at finde nogle forklaringer på det, der kommer frem. Bare giv los.
Det kan være, at noget af det ikke kan lade sig gøre lige nu. Hvis nu du mærker, at du gerne ville prøve at bo to år i udlandet, så er det jo ikke noget, der sker i eftermiddag, men så ved du, hvor du måske har lyst at arbejde hen imod. Det kan også være noget helt stille og roligt, som at ligge på sengen og kramme i fem minutter hver dag.
2. NÅR DU HAR FUNDET UD AF, HVAD DER ER VIGTIGT FOR DIG, SÅ SKAL DU STOPPE MED AT BEKYMRE DIG OM ALLE DE TING, I IKKE NÅR
For du har jo fundet ud af, at det er ting, der er mindre vigtige for dig. Det kan godt være, at de er vigtige for naboen eller din mor eller dem, du følger på Instagram, men hvis de ikke er vigtige for dig, så skal du stoppe med at have dårlig samvittighed over, at det ikke er noget, du bruger tid på lige nu. Det kan fx være, at du er helt ligeglad med at løbe. Så stop med at undskylde for, at du aldrig løber.
Det kan også være, at du ikke har lavet varm mad, siden baby kom. Det er helt okay. Så køber du bare et lager lækker frostmad til fryseren, så du har til de dage, hvor du trænger til et måltid varm mad. Og husk, at du altid kan få dine REMA 1000 varer leveret med Vigo.
3. DET ER DIG, DER BESTEMMER, OG DINE PRIORITETER ÆNDRER SIG LØBENDE, SOM BABY BLIVER STØRRE.
En dag vågner du måske og har virkelig lyst til at gøre noget ud af dig selv, og så føles det godt at tage mascara på eller at sætte håret. Eller du støder på en ny opskrift, som du virkelig har lyst til at prøve. Så gør du det ikke af dårlig samvittighed, men fordi det giver dig energi og overskud at gøre de ting. Så ud med den dårlige samvittighed og ind med de ting, der nærer dig. Det er nemlig også de ting, der gør dig til en god forælder.
Lad aftensmaden komme direkte fra fryseren, så du ikke skal bruge timevis i køkkenet hver dag. Hos REMA 1000 har vi et stort udvalg af lækker frostmad.